05-07-2023 Advokat Jørgen Pedersen - 70 år Den 12. juli fylder advokat Jørgen Pedersen, Aarhus, 70 år. Han fungerer fortsat som advokat på noget mere end almindelig fuld tid, og det er der ikke planer om at ændre på. Han er partner i universadvokater, som han var medstifter af i 2017. Jørgen Pedersen har altid arbejdet meget med det internationale. Allerede i sin studietid var han således i nogle år præsident for en europæisk ungdomsorganisation, Unitas Iuventus. De første år af sin juridiske karriere tilbragte han hos Advokatfirmaet Storm Mortensen i Aarhus, der i dag er blevet til Kromann Reumert. I 1982 etablerede han selvstændig advokatvirksomhed, og i 1987 fik han møderet for Højesteret. Samme år stiftede han og andre Advokatgruppen, som han var administrerende partner for i alle årene frem til 2016. Jørgen Pedersen har mange gange karrierens løb været pioner i advokatbranchen. Det gælder eksempelvis udvikling og implementering af it, brug af internettet, etablering af kontorer i flere retskredse og i udlandet, brug af kunstnavn som firmanavn og lancering og drift af en advokat-app, der i dag benyttes af 1.200 erhvervsvirksomheder og deres medarbejdere. I 1990 var han en af otte stiftere af en af verdens største og mest anerkendte globale advokatsammenslutninger, Multilaw. Han var medlem af Multilaws Executive Council i 18 år og af sammenslutningens direktion i 8 år, og han har fortsat et stort og stærkt netværk af tætte, personlige advokatkontakter verden rundt. Gennem årene har Jørgen Pedersen sideløbende med - og altid i synergi med - advokatvirksomheden etableret og drevet en del virksomheder inden for forskellige brancher, bl.a. parkering, inkasso, bogforlag, teknik- og it-udvikling, telemarketing, ejendoms-facilityservice, vagtservice og managementrådgivning. Han driver fortsat et mindre antal virksomheder sammen med en partner i advokatvirksomheden, bl.a. en kursusvirksomhed, som hvert år efter- og videreuddanner hundredvis af advokater. Jørgen Pedersen har over tid arbejdet med mange forskellige juridiske fagområder, men ikke mindst med internationale retsforhold og generel virksomhedsrådgivning. I dag koncentrerer han sig primært om forretningsdrift og -udvikling, strategi og ledelse. Han er fortsat daglig leder af Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening, som han var medstifter af i 2002. Den runde dag fejres ved en meget uformel reception til august, hvor et kendt skotsk band underholder. |
Tilbage |
Kontakt
Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider.
Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem.
Læs mere…33 43 70 22