Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Formandens blog

Her finder du kommentarer fra Danske Advokaters formand, Jesper Rothe.


16-11-2020
Pas på med at konkludere på et udkast

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har som bekendt sendt en analyse om konkurrence i advokatbranchen i en lukket høring. Det gør styrelsen naturligvis for at teste ”med virkeligheden”, om den har ramt skiven i sine antagelser, analyser og konklusioner. Det er grundlæggende en klog og fornuftig måde at arbejde på. Vores branche er kompleks, og jeg kan godt forstå, hvis fagøkonomer har svært ved at forstå de mange juridiske og retssikkerhedsmæssige hensyn, der præger vores dagligdag, og som ligger bag den gældende regulering i branchen. I styrelsens udkast til analyse er der en hel del antagelser, analyser og vurderinger, som vi er uenige i. Det fører naturligt nok til en række konklusioner, som vi mener er forkerte. Derfor har vi afgivet et meget langt høringssvar, og vi har da også en berettiget forventning om, at fejl og misforståelser bliver rettet, og at det arbejde, som styrelsen nu er i gang med, kommer til at blive afspejlet i de endelige konklusioner og anbefalinger. Ellers har politikerne ikke et ordentligt og nuanceret konkurrenceøkonomisk grundlag at træffe beslutninger ud fra.

 

Forurening af debatten

Desværre er rapport-udkastet blevet lækket til pressen, og forkerte og unuancerede delelementer bliver nu viderekolporteret ganske ukritisk. Det er ikke en kritik af pressen. Den skal passe sit arbejde, og vi kunne jo bare vælge at offentliggøre vores høringssvar, der dokumenterer, at rapporten netop bare er et ufærdigt udkast. Jeg skal da være ærlig og sige, at tanken har strejfet mig mere end én gang, for man bliver træt i hovedet af al det unuancerede vrøvl, man kan læse, men af respekt for styrelsens arbejde og vores dialog, som vi naturligvis har i en høringsproces, har vi foreløbigt valgt at imødekomme styrelsens ønske om fortrolighed og arbejdsro. Jeg er helt med på, at man kan diskutere den pressestrategiske visdom i den beslutning, men jeg er så gammeldags, at jeg tror på, at debatter er bedst på et sagligt grundlag, men der er selvfølgelig en grænse for alting.

 

Tager gerne debatten

Jeg er også helt med på, at der er mange, der interesserer sig for denne debat, og der er mange, der har interesser i den. Min stilfærdige opfordring er bare, at man ikke konkluderer på et udkast, og at vi tager debatten, når styrelsens arbejde er færdigt. En debat, der ikke alene vedrører konkurrenceøkonomi, som er det, Konkurrencerådet befatter sig med, men som lægger mindst lige så stor vægt på retssikkerhed, forbrugerbeskyttelse og uafhængighed; tre centrale begreber i et retssamfund. Jeg stiller naturligvis gerne op!

 

Med venlig hilsen

Paul Mollerup, adm. direktør i Danske Advokater


Paul Mollerup | Adm. direktør | 33 43 70 10 | pmo@danskeadvokater.dk


Kontakt

Paul er overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse. 

 

Paul har naturligt nok fokus på Danske Advokaters strategi, økonomi og ledelse. Derudover er han som adm. direktør involveret i en lang række af Danske Advokaters projekter og opgaver. 

 

Foreningens politiske interesser, kommunikation og forretningsudvikling fylder meget i Pauls dagligdag. 

Læs mere...

Kontakt Paul Mollerup på tlf.

33 43 70 10