Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


11-08-2022
Høringssvar Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og ligningsloven

(Nedsættelse af den almindelige elafgift i fjerde kvartal 2022 og i 2023 og forhøjelse af det maksimale beskæftigelsesfradrag for indkomstårene 2022 og 2023)

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar. Høringssvaret er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Skatteadvokaters bestyrelse, der fungerer som Danske Advokaters skattefagudvalg.

Lovforslaget udmønter to elementer fra aftalen: lempelse af elafgiften i 2022 og 2023 og forhøjelse af det maksimale beskæftigelsesfradrag i 2022 og 2023.

Danske Advokater har følgende bemærkninger til lovforslaget

Overordnede bemærkninger

Danske Advokater anerkender formålet med og behovet for lovændringen. Det anses som positivt og nødvendigt at sikre økonomisk hjælp til udsatte borgere, som har været uforberedte på prisstigningerne på elektricitet, bl.a. som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Dog er det Danske Advokaters vurdering, at metodikken hertil medfører unødvendige og uforholdsmæssigt store administrative udfordringer for de virksomheder, der er registreret efter elafgiftsloven, dvs. net- og transmissionsvirksomheder samt forbrugsregistrerede virksomheder. Disse virksomheder skal – som følge af lovændringen – igen tilpasse deres systemer. Der er allerede blevet justeret pr. 1. januar og pr. 1. juli i år, som følge af afgiftsændringer, og nu skal der igen justeres pr. 1. oktober.

Danske Advokater mener, at der kunne være kompenseret på anden vis, således at løsningen havde været mindre byrdefuld for de omfattede virksomhederne.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser og tekniske bemærkninger:

Lempelse af Elafgiften (§ 1)

Der henvises i lovforslaget til den nugældende § 6, stk. 1, 2. pkt. i Elafgiftsloven, som ændres, jf. nedenstående:

1. I § 6, stk. 1, 2. pkt., ændres »72,6 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. juli 2022 til og med den 31. december 2022, 69,6 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023,« til: »68,8 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. oktober 2022 til og med den 31. december 2022, 65,5 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2023 til og med 31. december 2023,«.

Af aftalen om Kompensation af borgere for stigende energipriser af 24. juni 2022 fremgår det, at elafgiften lempes med 4 øre/kWh i 4. kvartal 2022 og med 4,3 øre/kWh i 2023. Af ovenstående fremstår det som om, at der lempes med 3,3 øre/kWh i 2023. Der er således uoverensstemmelse mellem tallene i aftalen og i lovforslaget (som ikke skyldes forskellen på 2015- og 2022-niveau).

Danske Advokater henstiller til, at det sikres, at den politiske aftale bliver korrekt implementeret i lovgivningen. Hvis uoverensstemmelse mellem tallene skyldes skrivefejl, bør dette justeres til og klart fremgå af lovbemærkningerne.

Forhøjelse af det maksimale beskæftigelsesfradrag (§ 2)

Der henvises i lovforslaget til den nugældende § 9 J, stk. 2, 1. og 2. pkt., i Ligningsloven, som ændres, jf. nedenstående:

1. § 9 J, stk. 2, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»For indkomståret 2022 udgør procenten 10,65, og grundbeløbet 36.700 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2023 udgør procenten 10,65, og grundbeløbet 37.400 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2024 udgør procenten 10,65, og grundbeløbet 35.700 kr. (2010-niveau).« 

Danske Advokater læser lovændringen sådan, at det kun er grundbeløbene og årstal der ændres. Sådanne lovændringer afstedkommer ikke nødvendigvis en ophævelse og efterfølgende indsættelse af en næsten ens bestemmelse.

Danske Advokater vil blot bemærke, at lovændringen kunne være foretaget blot ved en ændring af grundbeløb og årstal, hvilket vi ofte ser.

Afsluttende bemærkninger:

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar, og vi står altid gerne til rådighed for uddybende spørgsmål eller dialog.

 

Med venlig hilsen

 

Charlotte Hvid Olavsgaard
Specialkonsulent
Danske Advokater
cho@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Juridisk konsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er juridisk konsulent for Danske Insolvensadvokater, Danske IT-advokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, hvidvask, insolvens, it-ret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09