Et samfundsøkonomisk perspektiv på monopolet for statens indkøb af juridiske ydelser
Habilitet i forhold til estimeret omsætning hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith
Danske Advokater har med hjælp fra analysebureauet Qbis og takket være støtte fra Dreyers Fond foretaget en analyse, der estimerer Kammeradvokaten/Poul Schmiths omsætning uden for Kammeradvokataftalen. Formået med analysen er bl.a. at kaste lys over diskussionen om habilitet og forsyningssikkerhed set i forhold til advokathusets omsætning inden for og uden for kammeradvokataftalen. Netop dette emne er helt centralt i diskussionen om behovet for at opretholde Kammeradvokatordningen i sin nuværende form.
Konklusionen på analysen er, at Kammeradvokaten/Poul Schmith har en estimeret omsætning på mellem 600-700 mio. kr. årligt uden for Kammeradvokatordningen, herunder omkring 250 mio. kr. i omsætning på insolvensområdet. En omsætning af denne størrelse uden for Kammeradvokatordningen rejser naturligt spørgsmål om, hvorvidt Kammeradvokaten/Poul Schmith altid kan være habil i sin funktion af Kammeradvokat for staten.
På insolvensområdet er det analysens konklusion, at der er indikationer på, at Kammeradvokaten/Poul Schmith har en stærkt dominerende markedsposition inden for insolvensområdet. Denne unikke markedsposition er i høj grad båret af Gældsstyrelsens og andre offentlige myndigheders hyppige brug af Kammeradvokaten/Poul Schmith som kurator, som igen er direkte relateret til firmaets rådgivning under Kammeradvokataftalen.