Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.
31-03-2020 Hvordan håndterer vi overgangen til den nye ferielov i praksis? Af advokat Nina Wedsted
Hvorfor ny ferielov? Den 25. januar 2018 vedtog Folketinget en ny ferielov, der træder i kraft den 1. september 2020. Den nye ferielov afspejler en modernisering af den nugældende ferielov og indfører princippet om samtidighedsferie. Indførelsen af samtidighedsferie gør op med vores nugældende regler om forskudt ferie, hvor medarbjedere optjener ferie til afholdelse det efterfølgende år. Det betyder, at medarbejdere fra den 1. september 2020 får mulighed for at optjene ferie fra deres første arbejdsdag. Det store spørgsmål i forbindelse med indførelsen af samtidighedsferie bliver, hvordan vi som arbejdsgivere og medarbejdere på bedst mulig måde bliver klædt på til at håndtere den nye ferielov i praksis.
Samtidighedsferie Det nugældende ferielovssystem bygger på et optjeningsprincip, hvor optjeningsåret løber fra den 1. januar til den 31. december. Herefter kan ferien afholdes i perioden fra den 1. maj til den 30. april det efterfølgende år. Optjeningsåret i den nye ferielov er stadig 12 måneder, men løber nu fra den 1. september til 31. august det efterfølgende år. Ferien kan afholdes, måneden efter at den er optjent, og ferieafholdelsesperioden er derfor forlænget med 4 måneder, således at den løber til den 31. december det efterfølgende år.
Ferie på forskud I forbindelse med vedtagelsen af samtidighedsferie kan arbejdsgiveren beslutte, at medarbejderen kan afholde betalt ferie på forskud – med andre ord kan medarbejderen få en ”feriekredit”. Den afholdte ferie fradrages i den efterfølgende optjente betalte ferie. Det er frivilligt for arbejdsgiveren, om han vil acceptere afholdelse af ferie på forskud. Der er derfor også arbejdsgiveren, der beslutter, hvor meget ferie medarbejderen kan tage på forskud.
Overgangsordningen Selvom den nye ferielov officielt set først træder i kraft den 1. september 2020, har den betydning allerede fra den 1. september 2019, da det ud fra et økonomisk hensyn har været nødvendigt at etablere en overgangsordning. Uden overgangsordningen ville medarbejdere beskæftiget på tidspunktet fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 have optjent fuld ferie efter den gældende ferielov, og medarbejdere ville samtidig fra den 1. september 2020 optjene ferie efter den nye ferielov. Det ville betyde, at medarbejdere reelt kunne afholde 10 ugers ferie i det første år med samtidighedsferie-ordningen, hvilket ville have store økonomiske konsekvenser for virksomhedernes økonomi.
Grundet ovenstående økonomiske hensyn indebærer overgangsordningen, at ferie optjent fra 1. januar 2019 til 31. august 2019 kan afholdes fra 1. maj 2020 til 31. august 2020 efter den nuværende ferielov. Herefter vil ferie optjent fra 1. september 2019 til 31. august 2020 ikke kunne afholdes, men værdien vil fastfryses i en ny fond, ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler”, der skal forvalte medarbejderens tilgodegavende feriemidler og udbetale dem til medarbejderen, når vedkommende permanent forlader arbejdsmarkedet.
Genkendelsens glæde Den nye ferielovs bestemmelser vil dog ikke være helt fremmed på arbejdsmarkedet, idet flere af den nugældende ferielovs bestemmelser videreføres. Det vil således stadig fremadrettet gælde, at medarbejdere har ret til 5 ugers betalt ferie om året, at der optjenes betalt ferie med 2,08 dage om måneden, at feriebetalingen enten består af løn under ferie og ferietillæg eller af feriegodtgørelse, og at rammerne for feriens placering er uændrede.
Den nye ferielov regulerer ikke retten til feriefridage, der alene er reguleret gennem aftaler og overenskomster.
Hvad skal virksomhederne gøre? I takt med overgangsordningen og forberedelserne til ferielovens ikrafttrædelse den 1. september 2020 anbefaler jeg, at virksomhederne gennemgår medarbejdernes ansættelseskontrakter med henblik på at opdatere kontrakterne, så de ikke indeholder nogen bestemmelser, der ikke er videreført i den nye lov. Dette gælder bl.a. for de kontrakter, der indeholder bestemmelser, som giver ret til at fravige ferielovens regler om ferievarsling. Herefter bør det overvejes, om den nye ferielov giver anledning til justeringer i virksomhedens personalepolitikker, eksempelvis med henblik på at give tilladelse til at afholde ferie på forskud, herunder ”feriekredittens” størrelse. Overgangsordningen medfører imidlertid ikke, at der skal foretages nogen ændringer i kontrakten. Her er det tilstrækkeligt, at der i ansættelseskontrakten er anført, at det er den til enhver tid gældende ferielov, der finder anvendelse.
Det betyder….
|
Tilbage |
Kontakt
Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider.
Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem.
Læs mere…33 43 70 22