Organisation og historie

Danske Advokater er de danske advokatvirksomheders brancheforening. Vi organiserer advokatvirksomheder, der repræsenterer to tredjedele af alle de advokater og advokatfuldmægtige, der er beskæftiget i en advokatvirksomhed.
Danske Advokater blev dannet i begyndelsen af 2008.
I foreningen arbejder advokatvirksomhederne sammen om at udvikle og styrke den enkelte virksomhed og advokatbranchen til gavn for branchen såvel som for samfundet. I den sammenhæng er det afgørende, at både store, mellemstore og små virksomheder er med i fællesskabet. Det øger foreningens legitimitet og styrker mulighederne for at nå de bedste resultater.
Danske Advokater er samtidig en markant stemme i den juridiske debat, i debatten om retssikkerhed og i samfundsdebatten. Den rolle har vi, fordi vi er blevet samlingssted for stort set alle advokaternes specialforeninger, således at de i dag udgør foreningens faglige spydspidser på hver deres område..
Tilsammen indebærer alle disse forhold - og det frivillige medlemskab - at vi med stor styrke kan tale på advokaterhvervets vegne. Det er i den sammenhæng, at vi repræsenterer branchen i relation til vores samarbejdspartnere som fx domstolene, politikere, centraladministrationen og de øvrige branche- og erhvervsorganisationer.
Endelig tilbyder vi advokatvirksomhederne - herunder advokatfuldmægtige og sekretærer - en omfattende palet af efteruddannelseskurser, værktøjer og indkøbsfordele.

