Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


07-10-2022
Fakturering af arbejde udført af ikke-juridisk personale

Danske Advokater modtager ikke sjældent spørgsmål om, hvilket arbejde udført i en advokatvirksomhed advokaten egentlig har lov til at fakturere.

 

Det traditionelle udgangspunkt har været, at kun arbejde udført af advokater eller advokatfuldmægtige kan debiteres klienten. De timesatser, som anvendes, indeholder således dels konkrete aktiviteter udført af andre medarbejdergrupper, dels udgifter til almindeligt kontorhold.

 

De nye advokatetiske reglers artikel 56 udvider dette udgangspunkt. Reglerne indfører sådan set ikke en ny retstilstand, men bidrager til, at advokatfirmaer er bekendt med retsstillingen: Efter stk. 1 kan arbejde udført af ikke-juridiske medarbejdere faktureres særskilt, forudsat at det har karakter af selvstændig sagsbehandling.  Eksempler herpå kan være berigtigelse af en bolighandel eller prøvelse af fordringer i et døds- eller konkursbo.

 

Denne adgang består, uanset om der er indgået aftale med klienten herom, og uanset om klienten er erhvervsdrivende eller forbruger. Se artiklen i Advokaten nr. 3/2016 s. 40 f.

 

Siden denne artikel blev skrevet, er der kommet stigende fokus på advokaters compliance, ikke mindst i forhold til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Advokatvirksomhedernes særligt uddannede medarbejdere bruger mange timer på dette arbejde, både i form af medarbejdertimer og licenser til de temmelig omkostningstunge it-produkter, som nærmest er nødvendige for en korrekt og sikker udførelse af opgaverne. Også disse omkostninger er efter Danske Advokaters opfattelse forbundet med selvstændig sagsbehandling og vil derfor kunne debiteres efter bestemmelsen.

 

Efter stk. 2 kan også arbejde, som ikke har karakter af selvstændig sagsbehandling (”traditionelt sekretærarbejde”), faktureres særskilt. Eksempler herpå kan være oprettelse af sager og fotokopiering eller arkivering. Denne adgang til at fakturere efter stk. 2 er imidlertid betinget af, dels at der er indgået en udtrykkelig aftale med klienten herom, dels at klienten er erhvervsdrivende. Se artiklen i Advokaten nr. 4/2014 s. 38 f.

 


Benedikte Havskov Hansen
Benedikte Havskov Hansen | Vicedirektør | 33 43 70 12 | bhh@danskeadvokater.dk


Kontakt

Benedikte er Danske Advokaters vicedirektør for afdelingen Policy & viden.

Læs mere…

33 43 70 12