For dig, der er fuldmægtig: Hvornår skal din autorisation annulleres?
Hjælp til regler om autorisation for dig, der er advokatfuldmægtig
Som advokatfuldmægtig er det ikke altid så nemt at navigere i, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med din autorisation. Vi har lavet en lille guide nedenfor, som hjælper din principal og dig med, hvad I skal huske.
Sådan får du din autorisation
Når du ansættes som advokatfuldmægtig, skal din principal udstede en fuldmagt til dig, sådan at du kan møde på advokatens vegne, hvis I har behov for det.
Fuldmagten indsendes til den byret, som advokatvirksomheden hører til. Byretten registrerer fuldmagtsforholdet og udsteder en autorisation, som gør, at du kan møde i retten for advokaten.
Det kan komme som en overraskelse for mange; Men autorisationen skal på forlangende kunne forevises. Det kan derfor være en god ide at have fuldmagten med, når du går i retten.
Du sender din anmodning om autorisation med bilag elektronisk til byrettens administrationsmail i den retskreds, hvor advokaten har kontor. Anmodningen skal være vedlagt følgende dokumenter og må kun vedrøre én advokatfuldmægtig:
Fuldmagt fra advokaten (principalen) til fuldmægtigen.
Dokumentation for bestået dansk juridisk bachelor-og kandidateksamen, jf. dog retsplejelovens § 135 a.
Advokatbestalling for en advokat, der endnu ikke har opnået møderet for landsretten, og som ønsker autorisation under en advokat med møderet for landsretten
En underskrevet samtykkeerklæring til at indhente straffeattest fra Kriminalregisteret.
En fordringsattest
Tidsfrist:
Anmodningen skal fremsendes, så retten modtager den senest én måned efter ansættelsen. Før autorisationen er udstedt, må fuldmægtigen ikke møde i retten.
Hvis principalen flytter til en anden retskreds, skal I give besked til byretten, da der registreringen annulleres, og ny registrering og autorisation udstedes i den nye retskreds.
Annullation af din autorisation
Hvis dit ansættelsesforhold ophører, eller du opnår møderet for landsret, skal der ske annullation af autorisationen. Du sender din anmodning om annullation elektronisk til byrettens administrationsmail. Anmodningen skal indeholde følgende oplysninger:
Kopi af autorisationsbrev
CPR-nummer på advokatfuldmægtig
Oplysning om, hvilken dato fuldmægtigforholdet er ophørt
Hvis du stopper som advokatfuldmægtig i en advokatvirksomhed, skal der altså indsendes en anmodning om annullation af din autorisation til byretten. Der skal også indsendes en anmodning om annullation, hvis du fortsætter i virksomheden og opnår advokatbeskikkelse i de tilfælde, hvor du ikke har opnået møderet for landsretten. Det er alene i de tilfælde, hvor du opnår advokatbeskikkelse og møderet for landsretten, at der ikke skal ske annullation.
Når du bliver advokat, skal du som udgangspunkt anmode om at få din autorisation annulleret, da fuldmagtsforholdet til din principal ophører. Det gælder også, selvom du stadig er i samme virksomhed. Hvis du som ny advokat vil opnå møderet for landsret, skal du fortsat være autoriseret under en advokat med møderet for landsret for at kunne få udstedt en proceduretilladelse af landsretten. Opnår du møderet for landsret, vil du ikke have behov for autorisationen, og den skal derfor annulleres.
Se mere i retsplejelovens kapitel 13 om Advokaternes møderet for domstolene og i Retningslinjer for registrering og autorisation af advokatfuldmægtig og advokat, der gælder hele landet. Københavns Byret har også brugbar information, der kan findes her.
Et tip kan være, at
nye advokater beholder deres autorisation, hvis de agter at opnå møderet snart
nye advokater, der ikke agter at opnå møderet snart, får den annulleret, og ansøger på ny, når det bliver aktuelt