26. september 2024

AI-konference for alle i advokatbranchen med interesse for kunstig intelligens

Danske Advokater holder to AI-konferencer for alle interesserede medarbejdere i vores medlemsvirksomheder den 23. oktober i Aarhus og den 30. oktober i København til kun kr. 995,-.

Konferencen er målrettet alle, der har lyst til at få indsigt og viden, så du kan bruge kunstig intelligens i din advokatvirksomhed. Hvad enten du har prøvet AI eller ej, tror det er endnu en it-døgnflue, eller du har oplevet, at AI allerede har forandret din hverdag og er spændt på, hvad det betyder for advokatbranchen i de kommende år, er konferencen relevant for dig.

Vi viser praktiske eksempler på, hvordan du kan bruge AI i dit daglige arbejde og giver dig overblik over it-løsninger til advokatbranchen, der bruger AI i dag. Vi kommer også ind på de udfordringer, der er med retssikkerheden ved brug af AI. Man kan ikke sige AI, uden at mange tænker complianceproblemer. Det er korrekt, at der er forhold, man skal være bevidste om, men når man har styr på dem, er der også gode muligheder for at bruge AI. Praktisk spørger mange til AI-værktøjernes manglende træning i danske juridiske tekster, og her sætter vi fokus på etableringen af en dansk sprogmodel. Sidst men ikke mindst er der en del skepsis over for, om AI kommer til at erstatte jobs i advokatbranchen, eller om AI mere bliver en dejlig 24/7-assistent, og hvilken arbejdsopgaver vil AI overtage?

Sammen med vores AI-arbejdsgruppe har vi sammensat et stærkt program med kompetente indlægsholdere, som giver dig indsigt og nyttig viden om AI:

  • Retssikkerhed vs. AI-beslutninger v/adm. direktør Paul Mollerup og specialkonsulent Charlotte Hvid, Danske Advokater
  • Leverandørers ibrugtagning af AI i deres egne løsninger v/digitaliseringschef Steen Hermansen, Danske Advokater
  • Praktiske eksempler på brug af AI v/indehaver Jesper Køppen Fenger-Mieritz, Mieritz Advokatfirma
  • Introduktion til AI Act og anden relevant lovgivning v/partner Marlene Winther Plas, DLA Piper og partner Kristian Storgaard, Kromann Reumert
  • AI-arbejdsgruppens hjælp til din virksomhed v/partner Marlene Winther Plas, DLA Piper og partner Kristian Storgaard, Kromann Reumert
  • Er store sprogmodeller (LLM) kritisk infrastruktur? v/ Head of AI Lab Jens Kaas Benner (København), Torben Blach, sr. projektleder (Aarhus), Alexandra Instituttet
  • AI mellem fornuft og følelse v/professor, Ph.D. Jan Damsgaard, CBS

Efter dagens program er det blevet netværkstid, hvor du har mulighed for at dele viden og sparring med de andre deltagere over et glas.

Du giver kun 995,- for at deltage i en af de to heldagskonferencer i Aarhus og København, og de er forhåndsgodkendt af Advokatsamfundet til 6 lektioner. Der er allerede over 100 deltagere til de to konferencer. Der er plads til flere, men du skal ikke vente for længe.

Steen Hermansen
Digitaliseringschef
Digitalisering af branchen og retssystemet, legal tech, rådgivning i it-løsninger og medlemsfordele.
Kontakt os