19. februar 2025

AML-pakken om anti-hvidvask er på vej

I maj 2024 blev den hvidvaskpakke, som EU-Kommissionen fremlagde i 2022, endeligt vedtaget. Pakken indebærer, at der oprettes en fælleseuropæisk tilsynsmyndighed – AMLA – på hvidvaskområdet. For dig som advokat er den væsentligste ændring, at reguleringen på hvidvaskområdet kommer til at ske gennem en forordning, dvs. at hvidvaskloven, som vi kender den, bliver ophævet.

De pligter, som påhviler advokatvirksomheder, skærpes på en række punkter, både organisatorisk og i forhold til udførelse af kundekendskabsprocedurer i de enkelte klientforhold. Formålet med disse ændringer er at styrke EU's regler om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme samt at sikre en ensartet anvendelse og regulering på tværs af EU.

De væsentligste ændringer er:

  • Alle forpligtede enheder skal have en særskilt compliancefunktion, som skal sikres tilstrækkelige ressourcer og være uafhængig
  • Der stilles nye og skærpede krav til politikker, risikovurdering og forretningsgange (hvidvasklovens §§ 7 og 8), herunder krav om udarbejdelse af en politik for uddannelse af ansatte samt skærpede krav til screening for finansielle sanktioner
  • Ansvaret for overholdelse af hvidvasklovgivningen flyttes fra den enkelte advokat til advokatvirksomheden

De nye regler finder anvendelse fra den 10. juli 2027.

Vi vil løbende orientere jer om de kommende regler, og du kan følge med på vores side om AML her.

AML står for Anti-Money Laundry og er nye fælles europæiske regler for, hvordan man skal arbejde for at undgå hvidvask.

Bliv klogere på hvidvask

Hvis du ønsker at opdatere dig på hvidvask-området, kan vi anbefale vores compliance manager-uddannelse, ligesom du med fordel kan deltage i vores medlemsmøder i marts. Vi kan også tilbyde en kursuspakke i advokatetik.

Charlotte Hvid Olavsgaard
Juridisk Konsulent
Charlotte er juridisk konsulent for Danske Insolvensadvokater, Danske IT-advokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene for ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens, it-ret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.
Kontakt os