6. september 2024

Danske Advokater i god dialog med Datatilsynet

I mandags var Danske Advokater inviteret til fokusgruppe-interview i Datatilsynet. Formålet var at evaluere Datatilsynets vejledningsindsats og dermed også deres hjemmeside. Fra Danske Advokater deltog digitaliseringschef Steen Hermansen og juridisk konsulent Nikoline Sneholt, som også repræsenterede Danske Advokaters fagudvalg for databeskyttelse.

Vi havde konstruktive samtaler om vores oplevelser af håndteringen af GDPR-udfordringer og -krav, og der blev lyttet til de kritikpunkter, vi kom med. Overordnet set er oplevelsen, at der er god tilfredshed med Datatilsynets længere vejledninger, hvor der ofte i de nyere vejledninger bliver givet gode eksempler – der er dog altid plads til forbedringer. Vi foreslog bl.a.:

  • at det bliver gjort mere tydeligt, hvad der er ændret, når styrelsen foretager ændringer/opdateringer i vejledninger (fx ved at skrive det i forordet, lave track change eller lign.)
  • at Datatilsynet offentliggøre flere afgørelser
  • at Datatilsynet udvider deres telefontider   

Derudover havde vi også en god drøftelse af der er stor forskel på hvem der er besøgende på Datatilsynets hjemmeside. Vi i advokatbranchen repræsenterer både professionelle rådgivere indenfor complianceområdet, og mange andre der er optaget af andre fagområder uden de nødvendigvis har et brændende ønske om at fordybe sig i Datatilsynets seneste afgørelser. Som brancheorganisation vil vi gerne bidrage med at videreformidle det der er relevante i advokatvirksomheders egen drift ved at dele og henvise direkte til konkret indhold på Datatilsynets hjemmeside.

I er naturligvis også altid velkomne til at kontakte os direkte, hvis I har spørgsmål eller støder på udfordringer.

Nikoline Sneholt
Juridisk konsulent
Kontakt os