10. april 2025

Direktørens blog: Advokaters omdømme i fokus

I går kunne jeg sige velkommen til sjette og sidste medlemsmøde på den landsturné, der har bragt bestyrelsesformand Jesper Rothe, flere fagudvalgsmedlemmer og folk fra sekretariatet rundt i landet: Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense, Næstved og til slut i København i vores eget Valencia.

Det har været en stor fornøjelse at møde godt 400 af vores medlemmer, tage imod spørgsmål og høre tankerne om, hvordan Danske Advokater kan blive en endnu mere relevant brancheforening for vores medlemmer.

Alle de emner, I tager op, fortæller og bekræfter mig i, hvor grundlæggende vigtig en rolle advokater spiller i vores retsstat og dermed for vores demokrati, hele vejen rundt i den juridiske palet. Vi skal ikke kigge frygteligt langt mod øst og desværre heller ikke over Atlanten for at se, hvad der sker, når magten mangler hegnspæle.

 Ingen kan høre stilhed

Bag den lidt kryptiske overskrift ligger også en erkendelse af, at mens vi selv er helt klar over vores grundlæggende vigtige funktion i retsstaten og opretholdelsen heraf, så er det desværre ikke det første, der dukker op, når omverden ser på os som branche og profession.

Den Sorte Svane har givet gevaldige ridser i lakken – men den var desværre ikke perfekt i forvejen. I vores omdømmeanalyser er der en fremtrædende opfattelse af, at advokater er grådige, og at de er villige til at lyve for at vinde sagen for deres klienter. Frem for at advokater står værn om retsstaten, hjælper deres klienter med juridisk rådgivning og tager et stort ansvar i forhold til, at de netop opererer inden for lovens rammer.

Den sidste udlægning som vi i Danske Advokater abonnerer på, skal have en meget mere fremtrædende stemme, hvis vi skal vende billedet af advokatbranchen som et lidt frønnet foretagende.  Vi bliver nødt til som branche at forholde os til, at i offentligheden er ”perception reality”, også selvom om opfattelsen ikke er rimelig og fair,

Vendingen ”den, der lever stille, lever godt” gør derfor ikke noget godt for advokatbranchen. Derfor vil jeg som administrerende direktør bruge energi på at skabe en stærk stemme for advokatbranchen i samfundet, ærligt pege på de problemer, vi har, og hvordan de løses, samtidig med at vores branche og advokatvirksomhederne tales op.

For når vi bliver relevante for samfundet som en troværdig og afgørende aktør, så bliver vi også relevante for politiske beslutningstagere.

Det er grundlæggende vigtigt for at blive hørt, når ny lovgivning er undervejs, og når allerede eksisterende lovgivning bliver prøvet på virkeligheden. Virker det efter intentionen og er retssikkerheden i orden. Hvis ikke, hvad kan vi så bidrage med af ekspertviden?

 Fokus i 2025

Vi er i fuld gang med strategien for 2026-2029, og jeg kan garantere, at omdømme er et vigtigt indsatsområde, som jeg allerede er i gang med at tage hul på.

Derudover fylder Kammeradvokatordningen, ventetid ved domstolene, retshjælp og fri proces. Men skal der mere og andet på bloggen?

Det har jeg spurgt om til alle medlemsmøder, og jeg vil benytte anledningen nu til at gøre det samme.

Danske advokater bliver kun bedre, hvis I fortæller, hvor ”skoen trykker”, og hvor vi kan skabe mere værdi for jer og branchen.

Med den opfordring vil jeg sige tak for den gode velkomst, jeg har fået, og ønske jer nogle forhåbentligt fredelige påskedage.

Karsten Lauritzen
Adm. direktør
Kontakt os