6. januar 2025

Domstolsstyrelsen: Nyt system til behandling af grundlovs-, indgrebs- og beskikkelsessager i januar 2025 påvirker ikke forsvarsadvokaters arbejdsgange

Domstol

Domstolsstyrelsens Straffe- og skifteprogram lancerer her i januar et system til behandling af grundlovs-, indgrebs- og beskikkelsessager ved en række pilotretter, og i marts 2025 idriftsættes løsningen til hele landet.

Systemet er et internt sagsbehandlingssystem til domstolenes behandling af ovennævnte straffesager, og påvirker udelukkende arbejdsgangene for domstolenes medarbejdere. Det betyder altså, at forsvarsadvokater ikke i denne ombæring rammes af ændringer, men kan fortsætte med de eksisterende arbejdsgange, som de kender dem i dag.  

Forsvarsadvokater påvirkes først i starten af 2026, hvor endnu en strafferelateret løsning til domstolene idriftsættes – denne gang til sagsbehandling af domsmandssager og nævningesager. Med denne lancering er det tanken, at forsvarsadvokater vil skulle tilgå en ekstern brugergrænseflade, hvorfra der logges ind og herfra kan hentes relevant sagsmateriale. Udformningen af denne løsning falder på plads i løbet af 2025 under inddragelse af de relevante brugere.

Domstolsstyrelsen vil offentliggøre mere information om den ændrede arbejdsgang på domstol.dk, når der kommer nyt, ligesom der løbende vil blive afholdt fremvisninger af den eksterne brugergrænseflade for forsvarsadvokater forud for lanceringen, hvor det bliver muligt at se og stille spørgsmål til løsningen. Straffe- og skifteprogrammet undersøger ligeledes muligheder for andre tiltag, hvor forsvarsadvokater har mulighed for at komme tættere på løsningen og få mulighed for at stille spørgsmål og blive trygge i den kommende forandring. Straffe- og skifteprogrammet melder mere ud, når der er nærmere afklaring på dette.

Du kan læse mere generelt om straffe- og skifteprogrammet og de kommende releases på domstol.dk her

Har du spørgsmål til straffe- og skifteprogrammet hos Domstolsstyrelsen, er du altid velkommen til at kontakte digitaliseringschef Steen Hermansen på she@danskeadvokater.dk eller telefon 33 43 70 21.

Steen Hermansen
Digitaliseringschef
Digitalisering af branchen og retssystemet, legal tech, rådgivning i it-løsninger og medlemsfordele.
Kontakt os