3. februar 2025

IBA på ”site inspection” i København med henblik på IBA 2026

Som bekendt afholder IBA i oktober 2026 deres annual conference i Bella Center i København. Derfor var President Elect Claudio Visco og Deputy Executive Director Tim Hughes fra IBA  i København i sidste uge for at beslutte sig for, hvor IBA skal holde deres Opening og Closing Party ved IBA mødet i København i oktober 2026.

I den forbindelse deltog Jesper Rothe og vicedirektør Ulrikke W. Krogbeck i et møde sammen med Advokatsamfundet og IBAs danske Management Board medlem, Lise Lotte Hjerrild. Her fik vi mulighed for at sparre med dem om gode venues, potentielle speakers og om, hvordan vi kan gøre denne konference til mere end blot en almindelig IBA konference.

Jesper Rothe bemærker, at ”IBA 2026 i København bliver en global advokatkonference, hvor vi skal vise alt det bedste, som Danmark kan formå - både kulturelt, gastronomisk og arkitektonisk. Men vi skal også vise hele verden, at Danmark har en stærk advokatbranche, der kerer sig om samfundet og retssikkerheden – men også har blikket stift rettet mod branchens udvikling, brugen af AI og vores nationale og globale omdømme. Vi glæder os rigtig meget og kan næsten ikke vente med at komme rigtig i gang.”

 IBA-ledelsen forventer at komme til København igen i efteråret 2025 – og udpeger på det tidspunkt værtskomiteen. Der er derfor flere af jer, der kan forvente, at IBA til den tid kontakter jer for at få et møde om deltagelse, sponsorater mv.

Ulrikke Weinreich Krogbeck
Vicedirektør
Kontakt os