27. november 2024
Ikke behov for flere kortuddannede jurakandidater
Advokatbranchen er afhængig af at kunne tiltrække de dygtigste jurister. Regeringens forslag til udmøntning af fremtidens kandidatuddannelser vil svække jurauddannelsen og forringe kandidaternes faglighed.
Kandidatudvalget har den 20. november offentliggjort sin rapport om fremtidens kandidatlandskab. Af rapporten fremgår det, at det kan blive vanskeligt at indfri de høje ambitioner om at oprette 20 pct. erhvervskandidatuddannelsespladser, som oprindeligt blev foreslået i den politiske aftale fra 2023. Dermed er der risiko for, at endnu flere kandidatstuderende på de samfundsvidenskabelige uddannelser vil blive tvunget til at tage en kortere kandidatuddannelse svarende til 75 ECTS-point.
Kandidatudvalgets konklusioner skaber bekymring hos Benedikte Havskov Hansen, der er vicedirektør hos Danske Advokater, og hun ser en risiko for, at kvaliteten af jurauddannelsen og de studerendes faglighed er i fare for at blive forringet.
”Advokatbranchen er særligt afhængig af at kunne tiltrække de dygtigste jurister, fordi advokater har en betroet stilling i samfundet, hvor deres klienter forventer bistand på absolut topniveau, som forudsætter høje kvalifikationer og løbende efteruddannelse. Med en kortere uddannelse risikerer man at sætte kvaliteten af uddannelsen under pres. Der er risiko for, at der bliver færre og mindre kvalificerede kandidater til rådighed for advokatbranchen. Det er ikke det, som branchen og resten af arbejdsmarkedet efterspørger”, siger Benedikte Havskov Hansen.
Af rapporten fremgår det, at en række uddannelser, der kræver autorisation, heriblandt medicin og psykologi, vil blive undtaget for kravet om kortere kandidatuddannelser. Desværre gælder undtagelsen ikke jurauddannelsen, da kandidatudvalget ikke ser en direkte kobling mellem opnåelse af kandidatgrad og beskikkelse til advokat. Dog lægger udvalget op til, at de dekangrupper, som skal implementere omlægningen inden for de forskellige fagområder, har fokus på problemstillingen i advokatbranchen.
Benedikte Havskov Hansen glæder sig over, at kandidatudvalget er opmærksomme på, at der gælder særlige forhold for advokater:
”Det er positivt, at kandidatudvalget anerkender problemerne for advokatbranchen og anbefaler, at branchens behov for højtuddannede kandidater håndteres i dekangruppernes arbejde samt i universiteternes udarbejdelse af de institutionsspecifikke planer for uddannelsesomlægning. Advokatbranchen, erhvervslivet og det offentlige efterspørger flere dygtige jurister, og branchen påtager sig i forvejen et stort ansvar for at uddanne og efteruddanne dem”, siger Benedikte Havskov Hansen.