10. december 2024
Mange positive forslag i ekspertgruppens rapport
Danske Advokater er positive over for ekspertgruppens rapport og anbefalinger. Danske Advokaters formand ser dog de bedste muligheder i den model, hvor hele Kammeradvokataftalen opsiges, og alle opgaver enten hjemtages eller sendes i udbud. Økonomistyrelsen har i dag offentliggjort den længe ventede rapport ” Anbefalinger om statens indkøb af advokatydelser”. Rapporten er udarbejdet af en ekspertgruppe nedsat af regeringen, som har haft som formål at analysere mulighederne for at øge konkurrencen om den juridiske rådgivning af staten. Rapporten indeholder nogle forskellige forslag og modeller til, hvordan regeringen vil kunne skabe mere konkurrencen om statens køb af advokatydelser. Danske Advokaters formand, Jesper Rothe, har følgende kommentar til ekspertgruppens rapport og anbefalinger: ”Vi er positive over for at ekspertgruppen anerkender, at der er væsentlige konkurrenceproblemer med den eksisterende Kammeradvokataftale. Vi er også positive over for, at alle ekspertgruppens forslag indebærer en hel eller delvis konkurrenceudsættelse af statens juridiske opgaver”, siger Jesper Rothe. Rapporten indeholder tre konkrete forslag til modeller, der skal bidrage til at konkurrenceudsætte statens indkøb af juridiske ydelser. Modellerne varierer fra moderat grad af konkurrenceudsættelse i model 1 til fuld konkurrenceudsættelse i model 3 (se nederst på siden): ”Vi ser selvsagt de bedste muligheder i model 3., hvor hele aftalen opsiges og alle opgaver enten hjemtages, eller sendes i udbud. Når det er sagt, så er det vigtigste, at man får opsagt kammeradvokataftalen nu og her, så man kan komme i gang med en ny model”, siger Jesper Rothe. Fra forskellig side er der på det seneste blevet rejst tvivl i medierne om, hvorvidt staten er sikret forsyninger af advokatbistand i tilfælde af at den eksisterende Kammeradvokataften opsiges: Til det siger Jesper Rothe: ” Der er absolut ingen grund til bekymring for forsyningspligten. Der er masser af både større og mindre advokatfirmaer rundt om i hele landet der både har vilje, ønske og kompetencer til at byde på statens opgaver og bidrage til at staten får en konkurrencedygtig pris. Det vil være en meget stor gevinst for konkurrencen, hvis det bliver muligt og dermed til gavn for hele samfundet. Derudover indeholder den eksisterende Kammeradvokat-aftale krav om, at Kammeradvokaten skal sikre forsyninger i en overgangsperiode. Så der er ikke noget problem”. Læs ekspertgruppen rapport her Fakta: Ekspertgruppens anbefalinger: 1. Staten bør styrke egne juridiske kompetencer ved oprettelse af en ”regeringsadvokat”: 2. Staten anbefales at anvende en central indkøbsfunktion til at forestå udbud af juridiske ydelser for at sikre ensartethed på tværs af udbud og rammeaftaler. Indkøbsfunktionen kan med fordel implementeres som en del af ”regeringsadvokaten” 3. Statens indkøb af advokatydelser bør konkurrenceudsættes i højere grad: Det anbefales, at konkurrencen på området for statens indkøb af advokatydelser øges,, og der opstilles på den baggrund tre modeller for en øget konkurrenceudsættelse. 4. Staten anbefales at afskaffe kammeradvokattitlen, da den ikke vurderes at passe til en situation efter konkurrenceudsættelse. 5. Staten anbefales at gennemføre en øget konkurrenceudsættelse gradvist over de kommende år, så erfaringerne fra igangværende og gennemførte udbud kan evalueres inden nye udbud evt. gennemføres. 6. Det anbefales at øge konkurrencen om hvervet som kurator på sager på foranledning af en offentlig statslig myndighed. Fakta: Ekspertgruppens modeller for konkurrenceudsættelse MODEL 1 – Moderat grad af konkurrenceudsættelse af statens indkøb af advokatydelser De konkurrenceudsatte områder i model 1 udgør ca. 35 pct. af det samlede statslige indkøb af advokatydelser ved Kammeradvokaten i 2023 (fraregnet de særlige enkeltsagskomplekser). MODEL 2 – væsentlig grad af konkurrenceudsættelse af statens indkøb af advokatydelser I model 2 lægges der op til at konkurrenceudsætte en større andel af statens advokatindkøb sammenlignet med model 1. Model 2 indeholder således områderne fra model 1 og yderligere områder. I model 2 indgår områder med stor volumen, som dermed kan skærpe konkurrencen i markedet, men som også er forbundet med særlige hensyn (anskaffelser på Forsvarets område). MODEL 3 – Fuld konkurrenceudsættelse af statens indkøb af advokatydelser Model 3 indebærer konkurrenceudsættelse af hele statens indkøb af advokatydelser. Det vil sige områderne fra model 1 og 2. samt yderligere områder. |