11. marts 2025
Ny formand og tre nye medlemmer af Danske Advokaters fagudvalg for Konkurrenceret

Danske Advokaters fagudvalg for konkurrenceret har fået ny formand, Frederik André Bork fra Bruun Hjejle.
Udover et formandsskifte indtræder der også tre nye medlemmer i fagudvalget for Konkurrenceret, nemlig Marie Løvbjerg fra Horten, Mia Gantzhorn fra Mazanti og Peter Stassen fra Plesner.
Fokus på retssikkerhed for virksomhederne
Som formand for Konkurrenceretsudvalget vil Frederik André Bork agere konkurrenceretlig vagthund. Fagudvalget følger nøje med i høringer, så de kan sikre en høj lovkvalitet, når de afgiver høringssvar inden for området.
I 2025 vil den nye formand bl.a. holde øje med balancen mellem den civile retspleje og virksomhedernes retssikkerhed i bødesager for konkurrencelovsovertrædelser:
”Det bliver spændende at se, hvordan fastlæggelsen af de civile bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne kommer til at udspille sig i retspraksis, og hvilke retssikkerhedsgarantier virksomhederne får (og ikke får) under den civile retspleje,” siger Frederik André Bork.
Ivrig maratonløber med bred juridisk erfaring i benene
Frederik André Bork har stor erfaring, bl.a. inden for nogle af de mest velkendte konkurrenceretssager i EU om misbrug af dominerende stilling og kartelundersøgelser.
Som tidligere kontorchef i Konkurrencestyrelsen har han desuden indgående kendskab til myndighedernes administrative procedurer og forretningsgange.
Frederik André Bork siger:
”Som person vægter jeg grundighed og ordentlighed meget højt. Jura er grundlæggende sjovt – og inden for konkurrenceretten lærer man samtidig om rigtig mange forskellige sektorer, hvilket gør det hele endnu sjovere.”
Uden for kontoret står den også på konkurrence, når Frederik André Bork løber maraton. Han er i gang med at tage de 6 store majors inden for maraton. Han har løbet New York, London, Boston og Chicago Marathon og mangler nu ”blot” Berlin (som er på programmet til september) og Tokyo Marathon.
Herudover er han inkarneret Liverpool FC-fan, men ser dog sjældent kampene, da holdet så altid taber, lyder det med et smil.
