10. december 2024
Selvbetjening til virksomhedsregistrering er lukket fra den 28. december til den 1. januar
Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsninger på Virk der bl.a. bruges til start, ændring eller ophør af virksomheder bliver lukket i perioden fra den 28. december 2024 kl. 1:00 og frem til den 1. januar 2025 kl. 18:00. Det skyldes en opdatering af de branchekoder, som alle virksomheder har tilknyttet.
Den 1. januar 2025 opdateres de branchekoder, der anvendes i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), fra Dansk Branchekode 2007 (DB07) til Dansk Branchekode 2025 (DB25). Dette sker som led i, at de internationale branchenomenklaturer opdateres på hhv. FN- og EU-niveau.
Opdateringen betyder, at samtlige virksomheder og produktionsenheder, som er aktive ved årsskiftet, får opdateret deres hovedbranche og eventuelle bibrancher med virkning fra den 1. januar 2025.
Der lukkes ikke for de digitale selvbetjeningsløsninger til indberetning af årsrapporter.
Hvis du har spørgsmål til Erhvervsstyrelsen om opdateringen af branchekoderne i CVR, kan du skrive til cvrselvbetjening@erst.dk.
