14. januar 2025
Truede advokater har krav på beskyttelse
De Konservatives forslag til folketingsbeslutning om, at forsvars- og familieretsadvokater skal omfattes af straffelovens § 119, bliver 1. behandlet i Folketinget tirsdag den 14. januar. Forslaget lægger op til, at advokater, der er beskikket af staten, får samme beskyttelse som fx dommere, politi og andre offentligt ansatte.
Formand for Danske Advokater, Jesper Rothe, hilser De Konservatives forslag velkomment:
”Det er meget opløftende, at der er politikere, der anerkender og arbejder for, at beskikkede advokater får samme høje beskyttelse, som fx anklagere, politi, dommere og andre, der sidder i retssalen. Vi havde dog gerne set, at forslaget også omfattede advokater, der ikke er beskikkede, fx advokater der arbejder på insolvensområdet,” siger Jesper Rothe, og tilføjer:
”Værn mod trusler mod vores medlemmer er en meget vigtig og principiel sag, som vi har arbejdet for at fremme i flere år. Undersøgelser har gang på gang vist, at trusler og chikane mod advokater er et alvorligt problem herhjemme. Derfor ønsker vi, at advokater skal ligestilles med offentligt ansatte i retssystemet”.
Beskikkede advokater arbejder i samfundets tjeneste
Forsvars- og familieretsadvokater har det til fælles, at de begge bliver beskikkede af fx dommere, politi eller andre til at varetage klientens interesser. Når de optræder som beskikkede, arbejder advokaterne således reelt for det offentlige, og dermed bør de beskyttes af straffelovens § 119 på lige fod med alle andre, mener Jesper Rothe.
”Vores medlemmer påtager sig et stort ansvar for at sikre retfærdig rettergang for alle uanset størrelsen af deres pengepung. Derfor er det også kun rimeligt, at de får den samme beskyttelse som deres kolleger i politiet og hos anklagemyndigheden. For deres arbejde er mindst lige så konfliktfyldt”, siger Jesper Rothe.
Forslaget til folketingsbeslutning blev fremsat af De Konservative i efteråret 2024. Allerede inden havde regeringen imidlertid afvist at imødekomme ønsket med henvisning til, at advokater jo ikke er offentligt ansatte.
Men det argument køber Jesper Rothe ikke:
”Når det offentlige pålægger en advokat at tage en sag på vegne af samfundet, så bør vedkommende også have de samme rettigheder som alle andre, der arbejder i samfundets tjeneste. Ellers hænger vores retssystem ikke sammen”.
Folketingsbeslutningen bliver 1. behandlet tirsdag den 14. januar. Der er endnu ikke sat en dato for anden og tredjebehandling.