8. august 2023

Vil du være en del af Danske Advokaters nye fagudvalg for advokatret og -etik?

Danske Advokaters bestyrelse har besluttet at oprette et fagudvalg for advokatret og -etik, hvor omdrejningspunktet er advokatretten i bred forstand.

Fagudvalgets formål er at: 

  • Komme med input til Danske Advokaters politiske arbejde inden for området
  • Foreslå initiativer, der kan være med til at afhjælpe de konkrete problemer, som vores medlemmer oplever
  • Bidrage i forbindelse med henvendelser fra medlemmer, der har behov for sparring om forhold, der relaterer sig til drift af advokatvirksomhed, hvervet som advokat og advokatetiske spørgsmål
  • Sætte fokus på og prioritere relevante problemstillinger inden for advokatretten


Fagudvalget kommer til at bestå af 6-8 medlemmer, heraf et eller flere medlemmer af Danske Advokaters bestyrelse. Vi vil arbejde i et agilt og hovedsageligt digitalt forum. Det er vores forventning, at der vil blive afholdt omtrent 6 planlagte (online eller fysisk) møder årligt, samt at der indkaldes til online møder ad hoc.

Vi forventer, at fagudvalgets medlemmer medvirker til at udarbejde materiale og bistå med vurderinger til gavn for alle Danske Advokaters medlemsvirksomheder. Fagudvalget vil blive nedsat med en forperson og blive bistået af Danske Advokaters sekretariatet ved Danielle Løw. Vores fagudvalg sammensættes således, at det i sin helhed opfylder vores almindelige kriterier for at besætte poster til fagudvalg med hensyn til fx virksomhed, kontorstørrelse, geografi, alder og køn og i øvrigt sikrer en rimelig bredde i de juridiske discipliner.

Har det din interesse, hører vi meget gerne fra dig. Du bedes også skrive lidt om din viden og interesse inden for området. Har du spørgsmål, er du også velkommen til at kontakte juridisk konsulent Danielle Løw på telefon 31 57 50 90 eller dlo@danskeadvokater.dk.

Danielle Andrea Løw
Juridisk konsulent
Procedureadvokater og Forening for Erstatnings- og Forsikringsret og tilhørende fagudvalg. Juridiske og fagpolitiske initiativer.
Kontakt os