Bliv ekspert i arbejdsskadesager

I alt 15 kursuslektioner
Praktisk information
Type
Kursus
Kursuslektioner
15
Standardpris
14.250 kr.
Medlem af Danske Advokater
12.250 kr.
Early bird medlemsrabat
10 % (indtil 31. dec 2024)
Priser er ekskl. moms
7. april 2025 09.00 - 21.00
8. april 2025 09.00 - 16.00
Comwell Borupgaard Nørrevej 80, 3070 Snekkersten
Gå fra god til ekspert med dybdegående træning i arbejdsskadesikringsloven, og bliv helt fortrolig med systematikken, sammenhængen og praktikken i arbejdsskadesager.
De erfarne undervisere tager dig systematisk igennem hele arbejdsskadesikringsloven (ASL), som den ser ud efter reformen i 2024. Reglerne bliver gennemgået med et fokuseret blik på sagsbehandlingen af arbejdsskader i praksis.

Før kursusstart har du mulighed for at deltage i en kort survey om dine erfaringer og udfordringer med arbejdsskader. Surveyen bidrager til dine egne refleksioner over dit arbejde og dine udfordringer på området. Den hjælper samtidig underviserne med at tilpasse kurset til dine og de andre deltageres behov. Som forberedelse læser du også enkelte udvalgte materialer.

Dag 1: Arbejdsskadesikringslovens systematik og grundlæggende begreber

På den første kursusdag kommer du igennem de grundlæggende og indledende dele af arbejdsskadesikringsloven. Vi kigger på, hvordan du kommer ind i loven, hvem der kan dækkes, hvad der kan anerkendes, og hvordan du finder ud af, hvad de har ret til. Du kommer igennem:

  • formål

  • personkreds

  • dækningsområde

  • ulykker og erhvervssygdomme

  • årsagssammenhæng og ydelserne.

Du slutter dagen med en faglig quiz, hvor du kan teste din ekspertviden og måske vinde en præmie. Du får også rig mulighed for at netværke, mens du nyder en lækker middag i hyggelige og afslappende omgivelser.

Dag 2: Beregnings- og procesregler i arbejdsskadesager På dag 2 fokuserer vi på de dele af arbejdsskadesikringsloven, der handler om udbetalingsberegning, processuelle skridt og frister. Kort sagt handler dag 2 om pengene i arbejdsskadesager. Vi kommer bl.a. omkring, hvordan du beregner årslønnen, hvornår der er forældelse, og hvornår der skal betales udbetalt erstatning tilbage.

Du kommer igennem:

  • årsløn, udbetaling og renter

  • anmeldelse, forældelse og klageprocessen (administrativt)

  • tilbagebetaling og genoptagelse.

  Målet er, at når du forlader kurset, kan du gå direkte i gang med at sagsbehandle selv komplekse arbejdsskadesager. Hvis du arbejder med området i forvejen, får du alle hullerne fyldt ud og udvider din forståelse af systematikken, sammenhængen og praktikken i loven.   Dine undervisere har alle stor praktisk erfaring med arbejdsskadesager, set fra begge sider af bordet.

Undervisningen veksler mellem oplæg, diskussion og arbejde med cases.

Kurset bliver udbudt i samarbejde med Djøf Kurser og Uddannelser.

Undervisere

Christina Neugebauer
Advokat, Partner
Christina Neugebauer er specialiseret i erstatnings- og forsikringsretlige sager samt procedure. Hun har bred erfaring fra ledende danske advokatfirmaer og har arbejdet som nævnsmedlem i Patientskade- og lægemiddelskadeankenævnet, beskikket hertil af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Christina er medforfatter til flere bøger om personskade og er en erfaren underviser og en meget erfaren foredragsholder på området. Christina er medindehaver af advokatkontoret Samuelsson Neugebauer og Partnere.
Leif Hove-Donbæk
Advokat
Leif er leder af HK Danmarks arbejdsskadeafdeling. Han har deltaget i arbejdet med udarbejdelsen af den nye arbejdsskadesikringslov siden 2020. Leif har undervist de sidste fem år på Københavns Universitet i erstatningsret, og han er forfatter til bogen ’Personskade – sådan sikrer du dig den erstatning, du har ret til.
Målgruppe
Du er skadesagsbehandler, faglig sagsbehandler, jurist eller advokat. Du er fx ansat i et forsikringsselskab, en faglig organisation, på et advokatkontor eller i en offentlig myndighed.

Andre tilsvarende kurser

Kontakt os