Retssikkerheden skal styrkes overalt i samfundet
Senest opdateret: 10. december 2024
Til trods for at vi lever i et retssamfund, er retssikkerheden under pres. Det gælder for eksempel i lovgivningsprocessen, hvor lovsjusk og hastværk udgør en særlig udfordring. Det gælder også i forvaltningen og ved domstolene, hvor lange sagsbehandlingstider er en udfordring. En retssag kan fx være mange år om at komme igennem retssystemet til stor skade for de involverede parters retssikkerhed.
Adgangen til retshjælp og fri proces forbedrer retssikkerheden for alle borgere, også socialt udsatte borgere, der kan have et særligt behov for hjælp til at få behandlet deres sag. Derfor skal vi have en velfungerende retshjælp. Desværre er der udfordringer med at sikre ordentlig retshjælp – særligt i de tyndt befolkede områder af landet, hvor der ikke er advokatvagter og retshjælpsinstitutioner, der kan sikre ordentlig hjælp.
Danske Advokater:
ønsker at fremme et velfungerende retssamfund i Danmark. Lighed for loven og lige og ens mulighed for at udøve og forsvare rettigheder er afgørende principper i vores samfund.
arbejder for at sikre klare og gennemskuelige regler og love, som borgere og virksomheder kan forstå.
arbejder for at styrke lovgivningsprocessen blandt andet med rimelige frister, så lovsjusk og hastværk undgås.
arbejder for at nedbringe sagsbehandlingstiderne hos myndighederne og hos Domstolene, så borgere og virksomheder ikke skal vente unødigt længe på at få en afgørelse.
mener, at retshjælpen er barberet ned til et uacceptabelt lavt niveau, samtidig med at systemet er alt for bureaukratisk og komplekst.
bakker op om, at retshjælpen gentænkes fra bunden og revitaliseres, herunder at det sikres, at et nyt system spiller sammen med retshjælpsforsikringerne, som de fleste danskere har.
mener, at det bør være nemmere at opnå fri proces, så man kan køre en sag uden omkostninger. Samtidig bør mulighederne for at etablere en digital retshjælp undersøges.
Læs også, hvad vi mener om: