14. november 2024

Kan man tjene to herrer?

Hos Danske Advokater har vi længe været på jagt efter tal om Poul Schmiths omsætning henholdsvis inden og uden for Kammeradvokataftalen. Årsagen er, at der har udviklet sig et billede af, at grunden til, at staten ”er nødt til” fortsat alene – eller i helt overvejende grad - at gøre brug af Poul Schmiths arbejde, er, at de som virksomhed har ”surret sig til statens mast” og derfor ikke kan arbejde for andre i nævneværdigt omfang.

Vi har søgt om aktindsigt hos flere forskellige myndigheder for at blive klogere på tallene, men hver gang har vi fået nej; enten fordi det vil være for omfattende et arbejde at skabe overblikket, eller fordi det – efter man har konfereret med Poul Schmith – er kommet frem, at Poul Schmith modsætter sig offentliggørelse af tallene, fordi de ikke vil afsløre deres forretningsmodel.

Nuvel. Med hjælp fra dygtige konsulenter, data fra en række andre advokathuse og oplysninger fra Poul Schmiths hjemmeside har vi – baseret på en række antagelser, som vi har stresstestet på alle mulige måder – regnet os frem til nogle tal, som vi tror er ”tæt på sandheden”.

Vi når frem til, at Poul Schmiths omsætning uden for Kammeradvokataftalen er på størrelse med deres omsætning under aftalen – altså i grove træk 700 mio. kr. + 700 mio. kr. Så både deres omsætning under Kammeradvokataftalen og deres øvrige omsætning kvalificerer dem – hver for sig - med længder til at være blandt landets 10 største advokatvirksomheder målt på omsætning.

Billedet af Poul Schmith som ”statens advokat” er ganske enkelt forkert – for de er også advokat for en masse andre. Det må som minimum skyde hul i argumentet om én eller anden form for generel habilitet, som alene de er i stand til at leve op til. Hertil kommer de helt konkrete eksempler på, at de åbenlyst er inhabile, som når Poul Schmith repræsenterer en kapitalfond i en sag mod skattemyndighederne. Hvordan kan de så overhovedet samtidig lave arbejde for mere end ¼ mia. kr. for skattemyndighederne?

Det positive ved denne afdækning er, at det bliver tydeligt, at staten sagtens kan leve med, at deres advokat også er advokat for andre. Det kommer ikke bag på os i Danske Advokater, for sådan er det allerede i dag, når advokater arbejder for alle mulige andre kunder – og sådan er det for staten.

Så mon ikke ekspertgruppen vedrørende statens køb af advokatydelser finder frem til modeller, der både sikrer staten adgang til langt flere forskellige advokatvirksomheders arbejde og samtidig værner om den nødvendige habilitet?

Hele vores analyse og tallene bag kan ses på Danske Advokaters hjemmeside

PS: Vi er friske på at få skudt i skoene, at vores tal ikke er helt rigtige. Men så må man fremlægge de rigtige tal i stedet sammen med de antagelser, der ligger til grund. Ellers er det bare røgslør.

Benedikte Havskov Hansen
Vicedirektør
Benedikte er Danske Advokaters vicedirektør for afdelingen Policy & viden.
Kontakt os