Grundlæggende ESG - Compliance og rapportering

I alt 7 kursuslektioner
Praktisk information
Type
Kursus
Kursuslektioner
7
Standardpris
6.950 kr.
Medlem af Danske Advokater
5.950 kr.
Early bird medlemsrabat
10 % (indtil 31. dec 2024)
Priser er ekskl. moms
19. marts 2025 09.00 - 16.00
Djøf Møde & Event Nørre Voldgade 106, 5., 1358 København K
Få overblikket over krav og muligheder i ESG-lovgivningen. Lær at håndtere ESG-kravene som en del af compliance og som et naturligt, værdiskabende element for virksomheden.
Kurset giver dig indblik i og overblik over centrale juridiske områder inden for ESG (Environmental, Social og Governance). Afsættet er de complianceforpligtelser, der allerede nu følger af taksonomiforordningen, disclosureforordningen samt rapporteringskravene om samfundsansvar i EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD) og årsregnskabslovens krav.

Du kommer igennem sammenhængen i lovgivningen og betydningen for rapporterings- og compliancearbejdet på en lang række områder. Ikke mindst får du indblik i, hvordan du bidrager til at gøre din virksomheds processer for fx governance, risikostyring og strategi mere bæredygtige ved at reducere risici og øge værdiskabelsen.

Mange virksomheder har allerede gennemført dobbelt væsentlighedsanalyse og identificeret fx klimatilpasning og biodiversitet som væsentlige emner. Som en del af kurset får du derfor også en introduktion til, hvordan din organisation praktisk kan arbejde med emnerne.

Underviserne giver dig et operativt indblik i regelsættet og praktiske råd til, hvordan den enkelte virksomhed skal agere efter de nye regler, både før og efter arbejdet med fx CSRD. Vi kigger også frem mod implementeringen af due diligence-direktivet (CSDDD) og Green Claims-direktivet om dokumentationskrav i forhold til miljømarkedsføring.

Kom hele vejen rundt i ESG-landskabet På kursusdagen får du en grundig indføring i de nye og kommende regler på ESG-området, fx de overordnede internationale aftaler som Parisaftalen og klimaloven, taksonomiforordningen, disclosureforordningen, de kommende regler om rapportering (CSRD) og virksomheders due diligence og corporate governance (CSDDD) og Green Claims-direktivet.

Med udgangspunkt i compliance og rapportering samt integration i værdiskabelsen kommer du igennem en række complianceområder, som alle bliver berørt af kravene til bæredygtighedsrapportering.

Du får indblik i:

  • governance og organisering af roller og ansvar
  • ESG-risiko og impactafdækning
  • dataindsamling og rapporteringsforpligtelser
  • klimaregnskab og -handlingsplan
  • måling og rapportering på biodiversitet
  • livscyklusvurderinger (LCA) og Green Claims
  • samarbejdspartneres, underleverandørers og virksomheders due diligence, herunder CSDDD
  • transaktioner – ESG-impact på køb og salg af virksomheder
  • ESG-strategi og -integration i forretningsmodellen
  • menneskerettigheder og diversitet.

Kurset veksler mellem oplæg, diskussioner og cases. Undervisernes faglige og undervisningsmæssige tilgang er praktisk og løsningsorienteret med fokus på enkelhed, praktik og konkret anvendelighed.

Kurset bliver udbudt i samarbejde med Djøf Kurser og Uddannelser.

Undervisere

Christian Sparrevohn
Co-Founder/Partner
Christian Sparrevohn har 20 års rådgivererfaring med organisatorisk optimering, bæredygtighedsstrategi og implementering. Han har stor indsigt i en lang række sektorer og har været betroet rådgiver i multinationale virksomheder, toneangivende interesseorganisationer og offentlige myndigheder.
Jakob Blindum
Director
Jakob er director i The Footprint Firm og specialiseret inden for bæredygtighed i kapitalfonde og kapitalfondsejede selskaber. Han har en bred erfaring med bæredygtighed ud fra et værdiskabelsesperspektiv bl.a. bæredygtighedsstrategi, operationalisering af grøn EU-lovgivning og bæredygtighed i transaktioner – på både køber- og sælgersiden. Jakob har 10 års erfaring med ledelsesrådgivning, og han er desuden specialiseret indenfor fødevareindustrien og FMCG-produkter generelt.
Flemming Stig Pristed
Partner, advokat
Flemming er partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten og rådgiver om ESG og bæredygtighedsområdet og om den finansielle lovgivning. Han har mange års erfaring som virksomhedsjurist og General Counsel hos KMD og Danske Bank. Flemming er desuden en erfaren underviser, f.eks. i fagene Finansret og Bæredygtighedsret på Københavns Universitet, Juridisk Fakultet, ligesom han er medforfatter til bogen Bæredygtighedsret på Djøf Forlag.
Målgruppe

Du har brug for et grundlæggende juridisk indblik i krav og muligheder i den omfattende ESG-lovgivning og træning i, hvordan du griber det an i praksis.

Du er fx jurist, advokat, complianceansvarlig, ESG-ansvarlig eller chief sustainability officer i en privat virksomhed eller en organisation, og du arbejder som finansiel eller juridisk rådgiver.

Kurset er også relevant for medarbejdere i den offentlige forvaltning og myndigheder, som har brug for et overblik over ESG-reglerne og deres påvirkning på danske virksomheder.

Andre tilsvarende kurser

Kontakt os