Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Indlægsholdere på Retssikkerhedens Dag

Her kan du se en præsentation af dagens indlægsholdere og deres indlæg på Retssikkerhedens Dag 2024

Indlægsholdere

AI & Retssikkerhed
v/ Niels Chr. Ellegaard, advokat og partner, Plesner
   
Retshjælp & Retssikkerhed
v/ Birgitte Arent Eiriksson, direktør, Justitia

 

   
Råd og Nævn & Retssikkerhed
v/ Rasmus Grønved Nielsen, Juridisk Fakultet, KU

 

AI & Retssikkerhed
v/ Niels Chr. Ellegaard, advokat og partner, Plesner

AI har for alvor gjort sit indtog med fremkomsten af Chat GPT og det kapløb blandt tech-giganterne, som er er fulgt i kølvandet. I dag kan vi ved hjælp af AI generere resultater med billeder og ord, hvor det ikke er muligt at vide, at de er skabt uden menneskelig indblanding. Også på det juridiske område er potentialet revolutionerende, og vi står foran et egentligt gennembrud i forhold til at kunne anvende AI som beslutningsstøttende værktøj i den offentlige forvaltning, ved domstolene og på voldgiftsområdet.

Men har vi egentlig på det punkt forstået, hvad det er, vi er i færd med, og hvilken målestok vi skal anvende i forhold til at bedømme output genereret af AI?

Og er vi nødsaget til at gentænke rammerne for selve det at træffe en juridisk beslutning?

Og et endnu mere udfordrende spørgsmål: Har vi her chancen for at gøre det bedre end den menneskedrevne juridiske beslutningstagning?

I den sammenhæng er det også tydeligt, at AI rent faktisk kan være med til at skabe "access to justice" for de mange mennesker, der i dag reelt ikke har økonomiske muligheder eller kræfterne til at få prøvet deres sag. Spørgsmålet er i den sammenhæng, om alle mennesker har krav på at blive bedømt af et menneske for at opnå retssikkerhed?

Niels Chr. Ellegaard vil i sit indlæg komme ind på alle disse spørgsmål og inddrage aspekter fra kognitionsforskningen for på den måde at inspirere til en god debat om, hvad AI kan gøre for os og udfordre de dogmer, vi arbejder under i dag på det juridiske område.

Retshjælp & Retssikkerhed
v/ Birgitte Arent Eiriksson, direktør, Justitia

Adgangen til at få prøvet sin ret er en grundsten i enhver retsstat. Det er imidlertid ikke alle borgere, som har de fornødne personlige og økonomiske ressourcer til at opsøge juridisk bistand hos en advokat og få deres sag prøvet ved domstolene. Det betyder, at en del borgere vil være afskåret fra at gøre deres ret gældende, hvis samfundet ikke stiller hjælp til rådighed.

I Danmark har vi en retshjælpsmodel, hvor borgerne kan få juridisk bistand hos en række retshjælpskontorer og advokater, og hvor omkostningerne til domstolsprøvelse kan blive dækket af private retshjælpsforsikringer eller staten.

En række analyser har imidlertid vist, at den danske retshjælpsmodel alligevel kommer til kort, når det handler om at sikre en reel og lige adgang til at gøre sin ret gældende. Men hvad er problemet egentlig, og hvordan kan det løses?

Råd og Nævn & Retssikkerhed
v/ Rasmus Grønved Nielsen, Juridisk Fakultet, KU

Borgernes adgang til at udfordre forvaltningens afgørelser er fundamental i enhver retsstat. I Danmark varetager en lang række administrative nævn den opgave, der i lande, vi normalt sammenligner os med, tilfalder særlige forvaltningsdomstole. Nævnene har det sidste ord i langt de fleste forvaltningssager; et fåtal af afgørelser indbringes for domstolene, og heraf får nævnene som regel medhold, blandt andet som følge af den tilbageholdende domstolsprøvelse. Nævnene har således stor betydning for borgere og virksomheders retssikkerhed. Til trods herfor er feltet stedmoderligt behandlet i den juridiske teori og underbelyst i den offentlige debat. Indlægget vil rammesætte den overordnede problemstilling og præsentere centrale juridiske og retspolitiske spørgsmål som grundlag for en oplyst debat. 

Nyheder

KURSER

Kursus Danske Advokater
Kursus | 33 43 70 00 | kursus@danskeadvokater.dk


Kontakt

Danske Advokater afholder kurser og uddannnelser inden for de fleste privat- og erhvervsretlige emner. Kontakt os, hvis du har spørgsmål vedrørende et kursus.

Læs mere…

33 43 70 00