Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


06-06-2024
Formanden: Tanker efter TV 2's dokumentar

Der skal ikke herske tvivl om, at vores renommé som advokater er udfordret i denne tid. TV 2's dokumentar ”Den sorte svane” vækker naturligvis vrede og forargelse blandt politikere, kommentatorer og borgere i almindelighed. Det var nogle helt absurde scener, vi var vidner til, og det var et voldsomt persongalleri. Det går desværre ud over hele branchen, når få brodne kar ødelægger det for alle de mange advokater, der hver dag passer deres arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt.

 

Jeg både forstår og respekterer politikernes reaktioner, og debatten om mulige regelændringer er helt naturlig i kølvandet på sådanne oplevelser. Den tager vi selvfølgelig del i. Jeg har været aktiv i debatten i medierne, for vi må ikke som branche dukke os, når det kritiske lys rammer os. Ingen må være i tvivl om, at vi altid tager den skarpeste afstand, hvis advokater ikke opfører sig, som de skal. Vi vil derfor meget gerne være med til at gå reglerne igennem i sømmene sammen med myndighederne og Advokatsamfundet.

 

For mig er det vigtigt, at vi byder ind med vores faglighed, så eventuelle regelændringer kommer til at rime så godt som muligt på den hverdag, vi advokater færdes i. Danske Advokater går op i lovkvalitet, og det gør vi også, når presset for politisk handling er stort. Vi skal altid være lyttende og konstruktive i vores dialog med omverdenen, men vi skal også spille ind med vores praktiske viden. Den skal beslutningstagerne kende, inden de agerer.

 

Som jeg fremhævede i P1 Debat, har vi regler, der regulerer de situationer, der bliver vist i programmerne. De medvirkende advokater ved ganske tydeligt, at de overtræder reglerne. Det, vi skal se på, er derfor, om der er behov for en justering af reglerne, om der er huller, der skal lukkes, eller om konsekvenserne ved overtrædelse skal skærpes.

 

Vi har i de senere år haft utrolig stor fokus på hvidvask og compliance i branchen, og det er blevet en betydelig og stadig større del af vores arbejde, men vi må se i øjnene, at det ikke bliver lettere; tværtimod må vi forvente, at der kommer yderligere krav. Det må vi acceptere, og vi må i det hele taget have skærpet fokus på hvidvask og anden økonomisk kriminalitet. Der findes desværre ingen regler, der kan kurere dårlig moral. Hvis man vil ”køre over for rødt”, kan ingen regler forhindre det, men vi skal gøre, hvad vi kan for at være med til at sikre, at risikoen for, at vi kommer til at se noget lignende, bliver så lille som mulig. Ulempen ved nye regler er jo altid, at de risikerer at komme til at ramme det meget store flertal af advokater, der passer deres arbejde til punkt og prikke, men der er vigtigt at huske, at det smitter af på kolleger i firmaer og fællesskaber, hvis en advokat overtræder reglerne. Så vil vi nok alle hellere acceptere lidt yderligere compliance.

 

Jeg vil gerne runde af med at takke for de mange reaktioner, jeg har fået fra medlemmer. Det er rart at mærke opbakningen til brancheforeningens arbejde – også når det er svært!

 

Med venlig hilsen

Jesper Rothe

Formand for Danske Advokater


Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19